Tidspunkt

Fredag, 28 februar, 2025 - 17:00 til Tirsdag, 11 marts, 2025 - 17:00

Sted

Pris

Fri entré

Målgruppe

Alle

TIDLØSHED I DET STORE GRØNNE RUM Rønde Kunstforening inviterer indenfor i Egegård, og du er velkommen til fernisering den 28. februar kl. 17, hvor kunstner Lise Kofoed præsenterer sine billeder

Lise Kofoed, der altid har følt sig hjemme i skoven, fortæller: »Oplevelsen af rum under træernes kroner skaber en helt særlig udefinerlig tidløs stemning - og netop denne oplevelse af tidløshed midt i det store grønne rum har lige fra begyndelsen været afsæt for mit maleri - og er stadig selve den underliggende drivkraft.«

Lise fortsætter: »Trods meget forandrer sig omkring os, så viser skovens grønne tidløshed sig i mine billeder stadig i form af genkendelige botaniske og organiske former. Mere og mere optræder de i skarp kontrast til indtryk fra et pulserende og hektisk liv skabt af mennesker.«

I dette kontrastfyldte og energiladede spændingsfelt opstår Lise Kofoeds billeder. Her mødes stærke modsætninger: harmoniske farvekombinationer støder op til konkret aflæselige former; lyrisk afstemte farvetoner møder pågående dynamiske elementer; det fabulerende møder struktur; lys møder mørke; det kaotiske møder roen; det abstrakte møder det genkendelige og konkrete. Natur og kultur smelter sammen og skaber en ny uforudset helhed og mangfoldig virkelighed, som inviterer indenfor.

Udstillingen har fernisering fredag den 28. februar kl. 17.00 og kan ses frem til 11. marts 2025.

ALLE er velkomne